Corona efter et år
At passe på hele tiden! Det er en udfordring for alle. At være alene hele tiden er en udfordring i det heletaget.
I begyndelsen var jeg nok som mange andre - det her tager nok nogle uger! Efter en måned var det komplet umuligt for mig at fatte hvad konsekvenserne for mig personligt ville være. Den største udfordring var nok angsten for at miste mit livsværk (at være selvstændig i mit eget firma). Jeg har haft tanker om at smide det hele på gulvet mange gange i gennem det sidste år. Men har dog formået at klemme balderne sammen hver gang jeg var helt nede i kulkælderen.
Det har hele tiden stået helt klart! Jeg skulle bare ikke få Covid19. Den tanke har gjort mig helt kold inden i. Ikke det at få Covid19, men mere det at jeg skulle miste evnen til at tjene penge til at overleve konkurs. Bare tanken om at jeg måske kunne komme til at miste mit lille hjem og min bil har fået mig til konstant at køre hårdt på (jeg har nu i et år knoklet i 18 til 20 timer i døgnet for at finde opgaver og opretholde en indtægt hvor det kunne lade sig gøre at overleve. Jeg har ikke brugt en krone på hverken tøj, sko eller andre ting og har kun forsøgt at få mad på boret og fodre min lille hund Vitus.
Jeg skriver ikke dette for at få medlidenhed. Jeg ved absolut godt at jeg ikke er den eneste - Det er hårdt for alle! Jeg skriver det mere fordi jeg mangler at sætte ord på mine følelser og tror det faktisk kan hjælpe mig i at komme videre.
Jeg mener faktisk ikke at mit helbred er gået i stykker pga. Covid19 (jeg er blevet lidt tykkere). Det er mere min psyke der har fået et knæk. Det er mere det om jeg rent psykisk kan blive ved med at holde til det. Sidste år havde jeg en "down" periode måske en gang om måneden. Men i de sidste måneder er det næsten engang om ugen hvor jeg hellere vil blive i sengen om morgenen. Det er svært at overskue fremtiden.
Jeg har haft en oplevelse af at miste tiden. Jeg har oplevet at stå op om morgenen, begynde på at arbejde og så pludselig se på klokken - den er 2 om eftermiddagen - Jeg har intet fået lavet og kan bare ikke forstå hvor de sidste 4 timer blev af. Det er en underlig fornemmelse. Jeg falder simpelthen i staver hvor tankerne bare brager afsted.
Det sværeste er nok angsten for at se mine børn. Og hvad mener jeg så med det? Jo, det fylder rigtig meget at de måske er smittet med Covid19 og derved smitter deres far når de er på besøg. Jeg ved godt jeg ikke burde tænke sådan (jeg kan ikke gøre for det - det dukker bare op) og jeg ved at deres mødre ikke syntes jeg ser dem nok. Det arbejder jeg meget med i øjeblikket og håber på at få styr på de tanker da de jo er helt destruktive. Med de 2 ældste kan der godt gå et par måneder før vi ses. Men OK, de er begge sen teenagere (14 og 16) så jeg skal faktisk presse dem lidt for at se dem. Vi havde en hel dag sammen i påsken, og hvor var det bare fedt og hyggeligt.
For at afslutte dette lille skriv, skal det siges at foråret og solskind har en enorm virkning på mit humør. Det er lidt som om at de positive tanker har fået et stort boost. Og jeg skal klippes i dag, det glæder jeg mig helt vildt til. Har faktisk på det seneste undskyldt over for folk at mit udseende er lidt "vildmand".